Lille Ellen
Lille Ellen
Uddrag af udstillingen:
Billedetviser det eneste portræt af et børnehjembarn der kendes. Maleren Lars Raastrup malede det i 1908. Det blev skænket til "børnenes ven" folketingsmand Peter Sabroe af arbejderkvinder
i Ringkøbing Amt.
Venligst udlånt af Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv.
Historien.
Den 4-årige Ellen var barn på "Hebron Børnehjem" i Handbjerg, I 1908 fik Peter Sabroe nys om hendes frygtelige kår.
Lille Ellen var sengevæder og når hun havde tisset i sengen, blev hun pryglet med ris af forstanderinden, fru Bransholm.
Bagefter blev hun tvunget til at stå ned ei gården og holde lagnet op med begge hænder, til det var
tørt. Blev det regnvejr, skulle hun stå oppe på tørreloftet. Peter Sabroe befriede Lille Ellen med fogdens hjælp, og sørgede for at hun kom i familiepleje hos en lokomotivfører i Vejle, hvor hun fik det godt. Han
fik også, efter lang tids kompagne og undersøgelser, fru Bransholm fyret fra sin stilling.
Edle Bransholm (1856 - 1922)
Bransholm, Edle Kamma Eleonora
1856-1922, pigehjemsforstander.
*17.9.1856 i Odense, †7.12.1922 i Sæby.
Forældre: tapetfabrikant, bogholder Philip Emanuel Frydensberg (*1820) og Nancy Nathalia Brian (1818-80).
~28.10.1897 med lærer Niels Peter Christensen B., *6.6.1840 i Revs, Hurup sg., †23.5.1899 i Struer, s. af husmand Christen Nielsen B. og Maren Kirstine Rasmussen.
Bofælle ca. 1908-22: lærer Anna Maria Lundstrøm, *29.9.1857 i Kbh., †11.4.1952 i Sæby, d. af klejnsmedesvend Christian L. og Jensine Juliane Jensen.
EB blev centrum i en af århundredets mest omtalte sager om børnemishandling. I den såkaldte Hebronsag blev den 50-årige EB anklaget for misrøgt og mishandling af de unge piger, hun havde ansvaret for som forstanderinde for det indremissionske opdragelseshjem Hebron i Hanbjerg ved Struer. Sagen blev rejst 1907 af børnevennen ◊Peter Sabroe, der netop havde triumferet ved afskedigelsen af forstanderen for opdragelseshjemmet Flakkebjerg. Sagens akter og de mange debatindlæg gav samtiden og eftertiden et enestående detaljeret indblik i børns og unges vilkår i det sociale system, og sagen førte på længere sigt til ændringer i lovgivningen om børneforsorg.
Inden Hebronsagen havde EB arbejdet med børn og unge i mange år. I næsten ti år, 1887-96, havde hun undervist ved kommuneskolen i Viborg. Allerede da fik hun ry for at være en ualmindelig hårdhændet lærerinde, der ofte afstraffede børnene med spanskrør. På samme tid knyttede hun intime bånd til to andre lærerinder Anna Møller og Anna Marie Hammershøy, en omstændighed, der også blev taget op under Hebron-sagen, uden at det dog kunne påvises, at der havde bestået “perverse” seksuelle relationer. Kvindernes samvær var tilsyneladende præget af en form for overspændt religiøsitet. Ved siden af undervisningsarbejdet måtte EB passe sin svagelige fader, ligesom familien allerede på dette tidspunkt omfattede flere plejebørn. En broder A. Frydensberg grundlagde i 1892 opdragelseshjemmet Godhavn i Tisvilde, i øvrigt et andet af de hjem, som senere kom i Sabroes søgelys for dårlig behandling af børnene.
I 1897 giftede EB sig med lærer N.P.C. B., der var en kendt skikkelse i Indre Missions børnearbejde, og bosatte sig med ham i Struer. Allerede i 1899 blev hun dog enke. Året efter oprettede hun et opdragelseshjem i byen, som hun i 1901 flyttede til Hanbjerg. Det kom hurtigt til at omfatte omkring 40 piger, der dækkede et bredt spektrum af særlig vanskelige tilfælde, både forsømte, kriminelle, åndssvage og tilmed sindssyge piger. Også aldersmæssigt var der stor spredning fra helt små piger op til 18 år. Det var et vanskeligt klientel, hvilket uden tvivl nødvendiggjorde den stramme disciplin, der kom til at præge hjemmet. Sammen med to medhjælpere Ingeborg Thorup og Anna Maria Lundstrøm stod EB selv for alt arbejde på hjemmet, der i 1906 opnåede statsanerkendelse som hjem for særlig vanskelige piger.
Hebronsagen blev rejst af Sabroe i 1907, i første omgang i en række artikler i Social-Demokraten. Dette førte til nedsættelsen af en særlig undersøgelseskommission under forsæde af overretsassessor ◊Frits Schrøder. Retten udførte et meget omfattende og grundigt arbejde med afhøring af vidner, senere publiceret i en diger rapport. Det var rystende kendsgerninger om forholdene på hjemmet, der blev bragt for en dag, især hvad angår afstraffelsesmetoderne. Der blev straffet for selv småforseelser som at brække en tand i en kam eller snakke ved bordet, mens de hårdeste straffe blev idømt for tyveri og rømninger. Afstraffelserne rakte fra lussinger og slag med ris, til indespærring på kammer eller i “mørk arrest”, af og til i dagevis. Indespærring blev ofte suppleret med fratagelse af mad og drikke. Der var eksempler på piger, som havde tørstet i flere døgn. Det viste sig dog hurtigt uhyre vanskeligt at nå til bunds i sagen. Det særlige ved EBs indremissionske pædagogik var nemlig, at hun forenede ris og kærtegn. Mange af pigerne udtalte, at de var tilfredse og godt kunne lide hende. Andre blev under de gentagne afhøringer grebet i løgne og stærkt overdrevne anklager. EB blev som led i sagen undersøgt for hermafrodisme, men erklæret for normal. Undersøgelsesrettens rapport gav ikke grundlag for at rejse tiltale mod hende, men hårdt presset af anklagerne tog hun selv sin afsked ved udgangen af 1907. Vanskelighederne med at afdække sagsforløbet fremgik også af den injuriesag, som hun samtidig med rettens arbejde havde rejst mod Sabroe. Han svarede igen med vidneafhøringer, der dog viste sig at være så løgnagtige, at han senere blev beskyldt for at have opfordret pigerne til mened. EB valgte efter vidneafhøringerne at hæve sagen, der således aldrig afsluttedes med dom. Rigsdagen diskuterede ved flere lejligheder sagen på Sabroes foranledning. Mest berømt blev nok hans fremvisning i Rigsdagen af ildelugtende fedtegrever, beregnet for hunde, men almindelig spise blandt de sultende Hebronpiger. Sabroes stærke kritik af forholdene på Hebron var uden tvivl berettiget, men også præget af stærke overdrivelser. Offentlighedens reaktioner var blandede, men alle var dog enige om behovet for en reform på børneinstitutionsområdet. Sagens langsigtede og positive betydning lå således i, at den medvirkede til at fremskynde en reform på området, indledt med nedsættelsen af en kommission i 1910. Der skulle dog gå en del år, før Børneloven af 1905 afløstes af Værgerådsloven af 1922.
EB synes ikke at have været noget ondt eller forbryderisk menneske. Hun var dybt rodfæstet i en indremissionsk anskuelse, der betragtede streng disciplin og fysisk afstraffelse som legitime og nødvendige metoder, hvis det skulle lykkes at bringe de moralsk forhærdede piger på ret køl igen. Hun gav aldrig udtryk for anger eller selvkritik bortset fra enkelte tilfælde, hvor hun indrømmede at være faret for hårdt frem. I denne grundindstilling fik hun støtte fra sit indremissionske bagland, og efter sagens afslutning fik hun ansættelse som lærerinde på den indremissionske Harboøre Friskole og fra 1910 på Try Friskole ved Sæby. Begge steder blev hun fjernet, fordi hun var for streng i sine opdragelsesmetoder. For hendes økonomiske tab og de “Sjælslidelser”, hun havde gennemgået, tilkendte Rigsdagen hende en pension på 600 kr. om året. Det skete i enstemmighed, også med Sabroes stemme, men senere gjorde han forgæves forsøg på at få pensionen annulleret med den begrundelse, at hun havde andre indtægter. EB fortsatte med at undervise og bo sammen med Lundstrøm, og de flyttede i 1921 til Sæby, hvor EB døde året efter. Hjemmet i Hanbjerg blev fortsat under en ny forstanderinde til 1925, hvor det blev nedlagt, og pigerne overflyttet til Hesselager Skolehjem. Senere har Hebronsagen inspireret forfatteren Hjørdis Varmer til flere børnebøger, bl.a. Den grå heks, 1986.
Hjørdis Varmer: Peter Sabroe og Pigehjemmet Hebron, 1999. Sven Sabroe: Peter Sabroe, 1943. Forhøret angaaende Forholdene på Pigehjemmet Hebron,
1908. Børnesagens Tidende 4/1906, 11/1908. Kvinden og Samfundet 2/1908, 3/1908.
Hanne Rimmen Nielsen
Lærer Niels Peter Christensen Bransholm i Asp
Og Edle Kamma Eleonora Frydenberg – forstanderinde på Hebron
Lillebror Niels Peter Christensen Bransholm , født 1840, blev også skolelærer, sikkert hjulpet godt på vej af storebror Poul. Snedsted Seminarium var flyttet til Ranum, så jeg vil formode, at han har fået sin uddannelse der. Efter at være dimitteret kun 20 år gammel, giftede han sig med Ane, en jævnaldrende pige, datter af Søren Hebsgaard i Lyngs, som han sikkert har kendt fra barnsben, mens han boede hos broderen Poul i Helligkilde.
Niels Peter fik sin første ansættelse som lærer og kirkesanger i Tostrup i Sønderholm sogn, mellem Aalborg og Nibe, hvor også han og Ane fik der deres to ældste børn Poul Christensen Bransholm og Dorthea Hebsgaard Bransholm. I 1865 rykkede familien til Asp, lidt syd for Struer, en egn der var stærk præget af gudelige forsamlingsbevægelser og religiøs vækkelse påvirket af Brødremenigheden i Christiansfeld. Niels Peter havde der sit virke frem til et par år før sin død i 1899.
Poul og Niels Peters søster Maren Kirstine Bransholm født i 1831, bosatte sig på et tidspunkt også i Asp og boede der, ugift, i et hus i nærheden af skolen, til sin død i 1886. Mon ikke hun hjalp til på skolen eller i broderens hjem?
I 1871 mistede Niels Peter og Ane deres lille datter Dorthea på 6 år, og hustruen Ane døde i april 1874. Niels Peter giftede sig igen i november samme år med præstegårdsforpagterens datter Maren, der da kun var 25 år, og nu blev stedmor for de tre børn på 12, 8 og 4 år. Maren blev en elsket og skattet person i det åndelige miljø på egnen, hvor Niels Peter var blevet en kendt og aktiv skikkelse. Parret fik sammen ni børn, hvoraf to døde som spæde. Niels Peter var landskendt, stærk optaget af Indre Missions tanker og var meget aktiv i oprettelse af missionens børne- og ungdomsarbejde, han tog initiativ til oprettelse af søndagsskoler og KFUMs ynglingeafdelinger. Hustruen Maren døde i 1896 og den efterladte enkemand Niels Peter giftede sig 57 år gammel for tredje gang. Hans nye hustru var Edle Kamma Eleonora Frydenberg, der også var indremissionsk lærer og tidligere pigehjemsforstander.3
Niels Peters helbred var nok ikke det bedste, han søgte i hvert fald sin afsked kort derefter, med denne begrundelse og familien bosatte sig i et af hans huse i Struer, med hans egne tre yngste børn og seks plejebørn i alderen 6-14 år. Det var vel at betragte som et børnehjem. Her døde han allerede i maj 1899.
Enken Edle Bransholm fortsatte efter Niels Peters død med at holde børnehjem i huset i Vestergade (nu Smedegade 38-40), men efter uoverensstemmelser med de kommunale myndigheder flyttede hun i 1901 til Handbjerg, hvor hun fortsatte børnehjemmet, her under navnet ”Hebron”. Hun havde efterhånden omkring 40 piger på hjemmet, de var af alle slags, både forsømte børn, men også kriminelle, åndssvage og sindssyge piger. Aldersmæssigt var der stor spredning fra de helt små piger og op til næsten voksne. Det var et vanskeligt klientel, hvilket uden tvivl nødvendiggjorde en stram disciplin, der da også kom til at præge hjemmet. Edle Bransholm havde jo tidligere været forstander på pigehjem og havde der haft ry for at være en ualmindelig hårdhændet lærerinde, der ofte afstraffede børnene med spanskrør.
Edle Bransholm blev nu centrum i en af århundredets mest omtalte sager om børnemishandling. I den såkaldte Hebronsag blev hun anklaget for misrøgt og mishandling af de unge piger, hun havde ansvaret for som forstander på Hebron. Sagen blev rejst 1907 af Peter Sabroe, der netop havde fået afskediget forstanderen for opdragelseshjemmet Flakkebjerg på Sjælland. Sagen førtes helt ind i Rigsdagen, hvor bl.a. eksempler på pigernes sparsomme kost blev præsenteret, og på længere sigt gav anledning til ændringer i lovgivningen om børneforsorg.
To af Niels Peter Bransholms børn døde på dramatisk vis. Den yngste, Monika født 1890 døde så vidt vides, mens hun var i sin stedmor Edles varetægt på pigehjemmet ”Hebron” og denne historie har givet anledning til en hel roman.4 Den ældste søn Poul Bransholm, født i 1862, blev jernbaneportør i Holstebro og omkom ved en tragisk rangerulykke i april 1900, hvor han fik kørt begge ben af.5 Han efterlod sig fire mindreårige børn og en hustru der var gravid med deres 5. barn. Dette barn, der blev født i september og døbt Poul efter sin afdøde far har i dag en stor efterslægt.
Kilde :
Del siden