DRAMAET I TVIS - MORDERSKEN BEGRAVES 

Holstebro, den 25, juli

i formiddag ved 11½-tiden blev mordersken, Maren Nielsen, begravet på Tvis kirkegård. Hele følget bestod af en halv snes mennesker. Kisten blev fra hjemmet ført til kirkegården. Graven ligger på et afsides sted af denne.
Poul Christensen Uglkjær var med til at bære kisten; derimod var hans dreng ikke med til begravelsen.
Foruden nogle referenter var der mødt 3 frelserpiger fra Holstebro med en krans, den eneste der var. Efter salmen : "Kom hjerte, tog dit regnebræt", talte pastor Sisk, Nr. Felding, ganske kort :
Hvor vi ikke kan sige noget godt, må vi hellere tie; vi skal ikke dømme hende eller nogen, men enhver må helt se ind i sit eget hjerte og sige : Gud være mig synder nådig.
Derefter foretog pastoren jorpåkastelsen og med salmen :
Du se til i mig nåde ned, skiltes den lille forsamling.

En del mennesker var under begravelsen forsamlede udenfor kirkegården.

I morgen eftermiddag kl 2½ bliver børnene begravede fra Tvis kirke. På kirkegården er gravet to fællesgrave, en til Uglkjærs og en til Maren Nielsens børn. Tvisboerne er idag i færd med at pynte kirken i anledning i begravelsen i morgen.

Om drengens forklarings rigtighed har man endnu intet nærmere fundet få oplagt. En af vore meddelere talte i går med drengen; men denne turde da intet sige, idet politimester Jørgensen havde forbudt ham at omtale sagen.

D. 25. juli 1907
MORDERSKENS JORDFÆSTELSE 

fandt idag sted på Tvis Kirkegård. Kun nogle ganske få fulgte kisten, som bares af de nærmeste naboer "efter udskrivning" som det hedder ved en lejlighed som denne, hvor det er fattigt med slægt og venner til udførelsen af dette hverv. 

Kisten blev nedsat i et bortliggende hjørne af kirkegården og intet klokkeklemt forkyndte den brødefuldes overgivelse til jorden.
Efter et par vers af salmen : "kom hjerte, tag dit regnebrædt" udtalte sognepræst Sick omtrent følgende :
her, hvor vi ikke kan sige noget godt, må vi helre tie. Og hvor vi ikke kan finde noget forsonende moment, der må vi helt lade være med at dømme. Jeg for min del, kan ikke finde noget forsonende moment i dette grufulde og derfor mener jeg, at vi helre hver især må gribe i vor egen barm og sige.

Gud være mig arme synder nådig!
Præsten foretog derefter jordpåkastelsen og den knugende triste jordefærd sluttedes med et vers af salmen "Du se til mig i nåde barmhjertighedens fader."

28. JULI 1907 

DRAMAET I TVIS.
BØRNENE BEGRAVES.

De seks myrdede børn blev fredag eftermiddag begravede på Tvis kirkegård, og hermed vil der forhåbentlig falde lidt ro over beboerne, som ikke grund har været stærkt grebne af den uhyggelige begivenhed. Der var mødt en mængde mennesket til begravelsen, dog var der måske ikke så mange af sognet og nabosognenes beboere, som man havde ventet, derimod var der ikke få holstebroere derude.

Ved 2-tiden samledes en del folk i husmandshjemmet, hvor ugerningen var begået. Her var de 6 lig lagt i 4 kister, de 3 mindste børn var i een kiste.

Man sang: "lyksalig, lyksalig", hvorefter man fadervor blev bedt, og efter salmen " - ville vi sige hverandre farvel " talte Folketingsmand S a b r o, der kort mindede om den frygtelige begivenhed, som alle måtte sørge over. Det burde være samfundets sag at tage sig af de værgeløse børn, enten de var ægte eller uægte.

Derefter blev kisterne bårne ud og ført til kirken.
Såvel indgangen til kirkegården som selve kirken var pyntet med grønt og sørgeklæde.
Kirken blev hurtig fyldt, så mange mennesker måtte stå udenfor.

Efter salmen " Lær mig o -" talte pastor Sisk: Hvad er dette herre, og hvor er du i dette, der er sket?
Ja, vi skal ikke sætte os, så vi ikke her ser det bagefter, den alvor, der kræver et svar, Thi dette frygtelige, der er sket er ikke af gud, men af menneskerne.
Det onde har til en vis grad en selvstændig magt i verden og ved den onde påvirkning af vore hjerter sker der, der er dårligt. der den dom, der ligger for os alle, og som vi skal søge at frigøre os for.
Slå dig på dit bryst, såvel du som jeg, og se til, at det onde ikke får magten i hjertet. Thi det er ikke godt fat med os i vort land, Dine kvinder skænder du, dine børn myrder du, og sig dig selv roser du. Søg at bevare dit hjerte for alt det, der bør bevares, selv om det er lettest at skaffe det bort.

Ansvaret for det, der her er sket, kan ikke lægges på, på en eller flere, å, nej, det hører en anden tid og sted til at dømme herom. Men der er et andet ansvar, som du og jeg har, og der er det store ansvar over for ham, der talte ordet om saltet. Havde vi forstået at benytte saltet på rette måde, ja, da stod vi ikke her over for de myrdede. da stod vi ikke med skammen idag.

Det, der er sket her, er ikke sket på en gang, der er gået år ud og år ind, førend den kvindes barnehjerte blev således omdannet. Men tænk på dig selv, på dit eget hjerte, og søg at bevare det i renhed.

Der er gået en uren bølge hen over vor ungdom. Den burde være en ædel her på jorden, men skændet og grimmet, det bliver den som ingen anden.

Tænk på eders eget lig, tænk på forholdet over for tjenestedrengen. han får ofted den skidne tale at høre, den tale, som du ikke vil lade ind i dit eget hjem og ikke ville lade inde over for mig, om jeg kom at besøge dig. Han får tit lejlighed til at høre råddent og dårligt ord, så han senere kan sige: du bevarede ikke mit hjerte, men gav mig et spark ud i det, der er snavs.

Ofte går det således, at man giver hjertet hen, man øser det for penge, vare, tjans og stads.

Er det dog blevet sådant iblandt os, at mennesker midt i den såkaldte kristne kirke kan synke så dybt i smuds og dårlighed? Er der et virkeligt kristent folk iblandt os. den fine mand, den pæne mand, er den, der passer sig selv, med ved du ikke, at der engang var en mand her på jorden, som ikke ville passe sig selv, og derfor blev han naglet fast. det er blevet sådan, at enhver gemmer sig ind under sig selv, men ve dig vor kirke, om du passer dig selv, thi det er de varme hjerter, der skal vinde frem. når det skal være triveligt at kives og kævles om, hver der er de rette, og I kan sige, se her bor herren alene, ja da er i jo farisærerne, lige så det ligner på et træf. thi han gik ud hvor der var snavs han gik ud til dem, der ikke kunne klare sig alene, og heri ligger den sande kristendom. der er mange mennesker, der gerne vil være kristne, men når det kommer til stykket, så tør de ikke gå ud fra den slagne landevej, som far og farfar fulgte. Danskerens vej til ros og magt er at passe sig selv og så lade satans magt gribe om sig. der er bleven en døs over alle døse. Du kan god være den pæne mand, uden at der er nogen, der siger, at du skal gå ud at samle dem op, der lider, derfor skal der en sådan ung kvinde til for at lukke øjnene op. thi det er ikke hende alene, skylden skal lægges på.

Er der en kreds af virkelig kristne mennesker i et sogn, så må det jo være umuligt, at der opvokser børn på vore fattiggårde. Vi kan rose os selv i alle vore blade, og alle lande kan få at vide, at vi er et oplyst folk, men dog kan vort eget hjerte synes at ligge brak, thi det er blandt os, midt i det danske kirkesamfund, at dette kunne ske.

Efter salmen, "et kors det var det hårde trange leje" bad pastoren en børn for den afdøde og lyste velsignelse og fred over dem.

Dermed var højtideligheden i kirken til ende, og kisterne båres ud til en stor fællesgrav.

Efter jordpåkastelsen sang man " altid Frejdig" hvorefter den store menneskemængde langsomt spredtes. 

Omkring graven var henlagt en mængde kranse, heriblandt en signeret fra tjenestefolkene på Lauralyst. 

Ved udgangen fra kirkegården blev der indsamlet til en mindesten, der agtes sat på fællesgraven. der indkom ialt 84 kr. 

På Maren Nielsens grav var henlagt en buket, markblomster og en rose.

I følget bemærkedes bl.a. herredsfoged Jørgensen, der havde en uniformeret betjent  ed til at stå ved indgangen ved kirken. 

Poul Uglkjær og den 9-årige dreng har for tiden ophold på Lauralyst. Maren Nielsen havde, forinden hun tog livet af sig selv, brændt Poul Uglkjærs tøj og hans papirer.
Huset, hvori de boede, er forladt, og manden, der har købt det, vil helst være fri for at overtage det.

HOSTEBRO, 27. JULI 

Sognepræst Sick´s tale ved de myrdede børns jordefærd fra Tvis kirke den 26. juli.

overfor noget som dette, spørger vi altid : 
hvad er dog det, som er sket o Herre, og hvor er du herre vor gud under dette forfærdelige, som trænge risg frem i livet, ja ingen kan krybe i skjul for alvoren, eller døbe øret for, at disse børns dødsrallen er nået op til gud; thi dette er ikke af gud, men af mennesker, en grufuld afærde, men lige for lidt som nogen anden, vokset frem uden at være fået, thi det onde har en relativt selvstændig magt i verden. Det onde er kun kommen ind i verden gennem onde hjerter og det kan kun komme ud af verden igen ved gode hjerter. Men et hjerte bliver ikke godt uden ved hjælp udefra og derfor ynder det til enhver af os med alvor og kraft – på dig på dig eget  -  ! o Danmark, hvorledes står det til med dig? dine - stænder du, dem trætteste latter over det stå og modbydelige bølger dig og dine hjerter er kolde overfor alt, hvad der giver livet indhold og værdi. Aldrig kommer der bod over det, som her er sket, uden at menneskerhjerter vil bringe det onde ud af verden, derfor fortæller denne gerning os om menneskehjerter og om menneskehjerters dybe ansvar. Men når der nu fandtes i gru og sorg, få gives der intet andet svar på vort hvorfor end dette : Det skete, fordi hjerterne ikke blev bevarede. Ansvaret for, hvad her er sket, kan ikke lægges på et enkelt sted, thi både du og jeg har vor del af ansvaret.

Der var én engang, som talte milde og færdige, klare og skarpe ord om saltet i et guds barns liv, men hvor er saltet henne i vor tid? var der den rette magt i vor kirke og i vort folk, så stod vi ikke i dag ved myrdede børn. Hende, som tog deres liv, hun har også været barn engang med barnesind og barnetanker, men hendes hjerte blev ikke bevaret. Der skal bevarede hjerter til i vort folk, hvis det skal forhindres, at vi bliver en samling af vilddyr. Tænk på dig selv, du unge mand, grib i din barn, du unge kvinde, siges og strides, men hvem vil rejse kristi kors. de sigende og stridende menigheder er som farisæerne, de lukker sig inde og tænker kun på sig selv, men de følger ikke jesu efter. thi han gik ud hvor der var lidelse, hvor der var savn, ud til bævende mennesker.

Der er mange hjerter, som gerne ville være fromme, men de tør ikke, der er mange i hvis hjerte det - , men de tør ikke bryde ud af den vanemæssige kreds.

De - vej til ros og magt er ikke at søge ud på sit brændende hjerte, nej det er at passe sig selv, det brændende hjerte er snart bleven en utilgivelig dødsynd,

vejen til det store - , der drev naglerne til jesu kors. Men der er nogen der råber, der er en herre, der lytter. Derfor skal der en sådan ond kvindes onde gerning til for at råbe os op af søvnene. Men det er ikke hende det alene gælder, thi herren vil sige til hendes land og til hendes kirke : hvorledes kunne det gå således har saltet da tabt sin kraft. Jesu indtog i verden søndag efter søndag, er der hof, som vil følge, men var der et eneste sogn herhjemme med virkelige jesu efterfølgere, så lod man ikke børnene vokse op på fattiggårdene i smuds og hor, havde der her været en sådan kreds af vogtere for barnehjertet da var dette grufulde ikke sket.

Vi danske er så stærke i at rose os selv, at vi er det mest oplyste folk, vi laver det fedeste klæde, men vort eget hjerte, det synes at ligge brak medens alt det andet vokser. men grib i dit hjerte og sig til dig selv.

Det er i mit land, dette rædselsfulde er sket. der er gud mindelse

Del siden